Det første lederjob kan pr. definition være svært at få, fordi du ikke allerede har ledererfaring. Men måske har du allerede noget ledererfaring - som frivillig - som du ikke er bevidst om, eller som du ikke selv regner for noget?
Det er vigtigt, at du tydeliggør denne erfaring i ansættelsesforløbet, når du søger din første lederstilling.
Du skal ikke underkende, at den erfaring, du har opnået i din fritid, kan være ligeså relevant for dit første lederjob, som den erfaring du har fra dit arbejdsliv.
Muligvis har du allerede ledererfaring fra sportsklubber, været bestyrelsesformand i dine børns vuggestue, været leder af et team på en festival eller lignende, og det har helt sikkert givet dig nogle erfaringer og kompetencer inden for ledelse.
Det er vigtigt, at du reflekterer over, hvilke kompetencer du har fået som frivilligleder, og du skal fortælle om det til en samtale, ligesom det skal fremgå af dit CV. Det er oplagt at reflektere over, hvilke udfordringer der var, og hvilke resultater du skabte sammen med andre.
Hvis du gerne vil være leder, men ikke allerede har erfaring med ledelse fra din fritid, så overvej om du har tid og lyst til at påtage dig et frivilligt arbejde, der kan øge dine kompetencer. Din motivation skal nok ikke bare være at få et bedre CV, men hvis du samtidig motiveres af at arbejde i en højere sags tjeneste, er det måske en genvej til at få noget relevant erfaring med ledelse.
Der er mange organisationer, hvor der er mulighed for at få erfaring med ledelse, bl.a. fordi du får erfaring med at koordinere, kommunikere og rekruttere. Du skal også motivere og anerkende de frivillige, så de trives og vil blive ved med at være frivillige.
At være frivilligleder kan udover at udvikle dine kompetencer også udvikle dit menneskekendskab – samtidig med, at du hjælper andre. Og det kan være med til at flytte dit fokus fra dig selv og over på andre, hvilket modner dig som menneske og kvalificerer dig til at blive leder.
Frivillig ledelse kan være mere udfordrende end almindelig ledelse, fordi den frivillige ikke er afhængig af dig som leder på samme måde som i et egentligt ansættelsesforhold. Derfor kræver det, at du har et ekstra fokus på motivation, anerkendelse, feedback og kommunikation. Det er alle kompetencer, der er vigtige i et lederjob, og som du skal fremhæve og tydeliggøre, når du sender en ansøgning, så ansættelsesudvalget forstår det.
En almindelig antagelse blandt ansøgere er, at hvis du skriver, at du har haft et frivilligjob, så forstår ansættelsesudvalget nok, hvilke kompetencer du har opnået i det job. Det skal du ikke være sikker på, så derfor skal du selv fremhæve det.