En bekendt sad fornyligt med en bunke ansøgninger til en lederstilling. Kun halvdelen af de 50 ansøgere skrev i ansøgningen, hvad de kunne tilbyde den nye arbejdsgiver. Resten opremsede, hvad de havde arbejdet med hos tidligere arbejdsgivere.
Det får mig til at hive den gamle metafor frem om: En ansøgning er et kærestebrev.
Prøv at forestille dig, at din arbejdsgiver er en kommende kæreste. Og sæt dig så bedst muligt ind i, hvem modtageren af dit brev er, og så skal du fortælle, hvad du kan gøre for modtageren. Dette er ikke en udførlig guide til at skrive en ansøgning men inspiration til at tænke det at skrive en ansøgning på en anden måde, end du måske er vant til.
Michael Jeppesen skrev fornyligt følgende gode råd her på LinkedIn: Knus-elsk det sted du søger job. Insister på, at du vil have jobbet. Find ud af præcis hvad de laver, og hvad de har behov for og start jobbet allerede i ansøgningen. Skriv igen og igen hvis de ikke svarer. Ros dem. Fortæl hvor seje de er.
Hvis du skal skrive din ansøgning som et kærestebrev, skal din kommende arbejdsgiver få fornemmelsen af, at han er den eneste ene. Det dur ikke, at den der læser ansøgningen sidder tilbage med fornemmelsen af, at du kunne have søgt hvilken som helst stilling – selvom det måske er tilfældet. Det sker ofte, hvis du bruger en standardansøgning.
Start med finde ud af mest muligt om den kommende arbejdsgiver. Det kan du gøre ved at:
· Analysere stillingsopslaget
· Læse på deres hjemmeside, finde ud af hvad de beskæftiger sig med.
· Følge virksomheden på LinkedIn
· Bruge LinkedIn til at finde ud af, om der er nogle i det netværk, der arbejder i virksomheden eller kender nogle på virksomheden. Kontakt dem for at få viden om virksomheden.
· Søge viden på Google om virksomheden
· Ringe - hvis du gennem ovenstående ikke synes, at du har fået nok viden eller har ubesvarede spørgsmål kan du ringe til dem, der står som kontaktperson.
Herefter har du et grundlag for at skrive: Hvad der er særligt ved den kommende arbejdsgiver? Hvorfor du søger lige præcis den stilling? Hvad den kommende arbejdsgiver har behov for?
En anden pointe er, at du ikke i din ansøgning skal skrive om alt det, som du har lavet med dine tidligere arbejdsgivere (ex-kærester), men hvad du vil gøre for den kommende arbejdsgiver (kæreste). Din ansøgning skal være fremadrettet. Hvad du lavede hos dine tidligere arbejdsgivere fremgår af dit CV, der er bagudrettet.
Det er vigtigt, at du skriver om alt det, du vil gøre for din nye arbejdsgiver ud fra de behov, der er beskrevet i stillingsopslaget. I stedet for at skrive: ”Jeg har lang erfaring med” eller ”Hos xx løste jeg xx arbejdsopgaver”, så skriv om hvad du kan tilbyde, og hvad du kan tilføre den nye virksomhed. Hvad får de, hvis de ansætter lige præcis dig?
Og jeg behøver vel ikke at sige: Do it but don´t overdo it.